Dikutals udsendte reporter afdækkede sidste vinter de
glemte lokaler, der ligger skjult ikke langt under DIKUs ellers så pæne overflade. I sommers begav vi os atter på opdagelse, hvilket har resulteret i endnu en spændende artikel.

Deres funktion er enten helt speciel, obskur eller glemt for længst, og det er desuden de færreste, der lægger mærke til dem i deres daglige gang på DIKU. Det er naturligvis DIKUs ukendte lokaler vi taler om, og i vinters fik vi, med kyndig vejledning, besøgt ikke færre end 10 af disse (læs den første artikel her). I denne artikel fortsætter vi hvor vi slap, og viser endnu engang de kuriositeter, der ligger og lurer lige under DIKUs pæne overflade.

Det er en lun sommerdag, da vi allierer os med Phillip Alexander Roschnowski, som også viste rundt i forbindelse med forrige artikel, og en af hans bekendte, der arbejder i et IT-værksted i kælderen på DIKU, og som også kender lidt til de mere skjulte sider af instituttet. Ikke helt uvæsentligt er det desuden, at han er i besiddelse af en nøgle, der kræves for at komme ind de fleste af disse steder.

Det første sted vi besøger er rummet, hvorfra DIKU opvarmes, når de sidste blade er faldet af træerne og vinterfrakkerne så småt begynder at gøre sig gældende i gadebilledet. Rummet virker da også som en bageovn da vi træder ind i det, og det siges at øvelseslokalet, der er placeret en etage over varmerummet, altid er væsentligt varmere end alle andre lokaler på instituttet.

Da vi bevæger os lidt længere ind i lokalet, får vi øje på en vaskemaskine, der er gemt under trappeafsatsen. Således er den sidste forhindring i at tage fast bolig på DIKU overvundet, hvis man altså skal følge den stående joke om, at det sidste, der forhindrer én i at ændre folkeregisteradressen er manglen på en vaskemaskine. Det siges også at der fra dette rum løber en hemmelig skakt med bl. a. netværkskabler til FARMA på den anden side af Universitetsparken.

Fra dette varme lokale, tager vi hen til et noget mere makabert sted, hvor kolde kroppe, doneret til videnskaben, i sin tid lå opbevaret inden de skulle dissekeres foran datidens medicinerspirer. I dag ligger lokalet i kældergangen under Lille UP1, med påskriften ”Partierre”, tomt hen, bortset fra nogle brune flasker, hvor datoen 1/2-67 svagt anes på den ene af dem. Vi kigger os lidt omkring og får øje på en lem i gulvet, som vi åbner. Et mørkt kælderlokale kommer til syne, men da vi ikke har medbragt lommelygte, bliver det ikke til den store udforskning. Vi retter dog selvfølgelig kameraet mod åbningen, og i blitzens skær oplever nogle glemte CRT-skærme fra Walkman’ens velmagtsdage, i et kort øjeblik, atter en smule opmærksomhed inden de igen vender tilbage til deres mørke tilværelse i dybet under DIKU.

Vi bliver på samme kældergang og bevæger os nu over i et nærliggende lokale med påskriften ”Præparater”. På trods af dette, gemmer lokalet dog ikke på legemsdele i glas med formalin, men derimod en slags kirkegård, eller lagerrum, for serverdele og aldrende datamater, sandsynligvis ment til
reserveformål.

Vi bevæger os nu op fra kældergangen og udenfor, hvorfra vi får adgang til endnu en kælder. Døren til kælderen har tydeligvis ikke været åbnet længe, da bænkebidere og andet småkravl løber forvirrede rundt for fødderne af os, idet vi åbner den. Arkitekturen hernede giver stærke associationer til de bunkere, som folk søgte tilflugt i, når luftsirenerne lød over byens hustage omtrent samtidig med, at bygningerne blev opført, og tydeligt er det, at tiden stort set har stået stille siden dengang. Indretningen er mindst lige så bizar som den kælder vi besøgte i forbindelse med den første artikel. Dørene er store, af metal og med skruehåndtag, som var man ombord på et skib eller en ubåd. Pudset er mange steder skallet af, og de rødlige mursten titter frem hist og her. I gulvet ses en gammel rist, der tydeligvis har kendt bedre dage. Skal man lave en gyserfilm med gale videnskabsmænd under krigens tid, eller andre psykopatiske hovedpersoner, er dette den perfekte scene for et fangehul. Vælger man at se bort fra bunkerassociationerne og det bizarre, er der dog også noget helt særligt ved en tidslomme som dette. Stemningen hernede er meget rolig, og lyset falder fint gennem kældervinduerne på denne solrige dag.

Nøglen vi har lånt af Phillips ven rækker nu ikke til flere lokaler, og der går således adskillige dage, hvor vi venter i spænding. Til sidst lykkes det Phillip at låne en såkaldt TA-nøgle, der giver stort set ubegrænset adgang til hele DIKU. Vi genoptager vores opdagelse af instituttet, og tager op til penthouse-arealet over den gamle medarbejderkantine. Her havde specialestuderende og professorer engang deres daglige virke, men grundet planerne om udflytningen, ligger lokalerne i dag øde hen. Trist, men de tynde vægge ser heller ikke ud til at være særlig modstandsdygtige over for den kulde, som følger med en almindelig dansk vinter.

Vi bliver på toppen af DIKU, hvor næste ”lokale” også skal findes. I Store UP1 er der mulighed for enten at lade dagslyset strømme, næsten uhindret, ind gennem de store loftsvinduer, eller begrænse det, alt efter situation og temperament. Langt de færreste har dog set, hvordan selve mekanismen til dette ser ud, og efter lidt overtalelse lykkes det Phillip at få lokket undertegnede op på det glatte metaltag af Store UP1 og ned i det lille kammer, der huser skodderne, som styrer ovenlyset.

Vi bevæger os nu atter ned på den trygge jord, hvor vi besøger et ganske hyggeligt mini-parcelhus, placeret i DIKUs have. På denne smukke solskinsdag, virker haven med huset som et romantisk åndehul, hvor man knapt ænser den tunge trafik under 100 meter væk. Huset, der også er kendt som Resenhus, og som førhen blev benyttet af gæster med akademiske ærinder på DIKU, benyttes i dag af forskellige sociale grupper på NATFAK, og drives øjensynligt af UNF, Ungdommens Naturvidenskabelige Forening. Arkitekturen adskiller sig væsentligt fra resten af bygningerne i området, da Resenhus, som nævnt, er bygget i parcelhus-stil, altså som et rigtigt hjem, i forhold til de fleste andre bygninger, tilknyttet universitetet. Følelsen af hjem eller gæstehus er da heller ikke til at komme udenom, da vi træder ind huset, hvor en stor dagligstue er det første syn, der møder os. Kontormøblerne og tavlen er selvfølgelig temmelig afslørende, men der skal ikke megen fantasi til at forestille sig en lille familie sidde samlet omkring middagsbordet eller tv’et. Maden kunne være tilberedt i køkkenet, som Resenhus også gemmer på, og der er desuden flere rum, der snildt kunne tjene som soveværelser. Et badeværelse i bedste 70’er-stil fuldender husets potentiale som hjem. Bonusinfo: Hvis dagligstuen virker bekendt er det fordi den blev brugt i videosketchen ”Torben Mogensen - Ultimate DVD-collection” under traileren til ”Pulp Function” i årets DIKUrevy.

Phillip har set mange af DIKUs mere skjulte steder, men selv han overraskes, da vi opdager, at nøglen også giver adgang til kælderen, hvor han ikke tidligere har været. Hernede bliver bl. a. et stort parti ”døde stole” fra kantinen opbevaret.

Synes man, at lyden i mobiltelefonen er lige lovlig skrabet, kan man som ansat gribe røret på den almindelige telefon på sit kontor og snakke løs. I et kælderlokale ved indgangen fra Nørre Allé samles telefonkablerne i et krydsfelt, hvorefter samtalerne ekspederes videre ud i telefonnettet. De fungerende installationer hænger på væggene i kælderen, enkelte med dioder, der forsikrer om, at de er fuldt operationelle, men hvad der især tiltrækker opmærksomhed, er et stort anlæg i midten af lokalet, på størrelse med et klædeskab. Ved nærmere eftersyn, viser det sig at være en pensioneret, lokal, Phillips telefoncentral fra 1970’erne, med printplader til hver enkelt tilsluttet telefon, så store som bundkort. I et hjørne, på en hylde, finder vi også et godt, gammeldags eksternt opkaldsmodem fra før Internettet gik af lave, ligesom en (fungerende) fiberboks på modsatte væg da også er fra KTAS (i dag TDC, red.).

Med dette lokale slutter min opdagelsesrejse på DIKU. Jeg har gennem disse to artikler lært mange af DIKUs skæve sider at kende, samt hørt mange sjove detaljer og historier om de forskellige steder. Selvom Københavns Universitet inden længe får nye bygninger som Niels Bohr Science Park og KUA II og III, og dermed kommer en smule tættere på målet om at være ” ’first in line’, når der skal optages programmer om moderne indretning og arkitektur i kreative læringsmiljøer”, vil der i en så gammel institution altid være lokaler, som vil være velegnede til en ”Nattevagten” eller ”Sidste time” II eller III. Oven i købet har vi i denne artikelserie kun fokuseret på DIKUs ukendte lokaler, så hvordan ser det ikke ud på resten af NATFAK og universitetet? Som nu forhenværende redaktør, håber jeg, at mine efterfølgere på redaktionen, eller læserne af Dikutal, vil have modet til at forsøge at finde et svar på dette afslutningsvise, åbne spørgsmål.

Bonusbesøg: Under udforskningen af de ukendte lokaler, prøvede vi også at finde serveren, hvorpå Dikutal er hostet. Dette lykkedes os desværre ikke, men til gengæld fik vi et billede af dette smukke krydsfelt, godt gemt under DIKU. Historien går på, at en medarbejder engang satte en hel weekend af til at rydde op i spaghettien, men forgæves! Krydsfeltet siges at være et af de vigtigste på instituttet.