I de seneste få år har mange eksotiske spiser gjort indtog på det danske hjemmemarked, især blandt de unge, hippe forbrugere. Med et fokus på sundhed, kvalitet og stil har retter som sushi og boller i karry længe været set som et statussymbol, og det er denne sidstnævnte indiske specialitet som vi i denne uge har nydt.

Produktet leveres fra vores lokale specialimport i trendy pølseform der optimalt bevarer de eksotiske smagsindtryk, samt muliggør præcis dosering. Man kan naturligvis beklage manglen på naturtarm, men dette opvejes til fulde af den naturlige, friske gule farve der giver associationer til såvel indisk erotik som kyllings kostume fra Bamses Billedbog.

Før vi begiver os videre med en beskrivelse af tilberedning og smagsoplevelse, er det dog værd at bruge et afsnit på at analysere livsstilsaspekterne ved boller i karry. Blot det at blive set på indkøb i undergrunds-specialimportbutikken (Irma) er et statement der viser at man er hip og med på noderne. For kun tre kroner ekstra kan man endda vinde ekstra kulturel kapital ved at investere i en bærepose præget med butikkens logo, og således udstråle sexet kvalitetsbevidsthed hele vejen til DIKU.

Under tilberedning er det, som med gourmetmad i almindelighed, vigtigt at værktøjerne er af højeste kvalitet. Det er essentielt, at kniven er skarp nok til at et enkelt vandret snit afkorter pølsen, et ritual der er kendt som bris.

Herefter skal man med en enkelt flydende bevægelse presse karry-materien ud i kasserollen og hurtigst muligt forkaste det resterende hylster.

Emballagen anbefaler herefter opvarmning i præcis otte minutter. Dog vil sande gourmeter vil vide at essentielle aromaer forsvinder under intens opvarmning, og vil derfor vælge svag opvarmning af flere omgange via eftervarme på DIKUs komfurer. Onde tunger vil påstå at dette skyldes en strømafbrydelse i forbindelse med afviklingen af denne anmeldelse, men dette kan vi kategorisk afvise.

Med en erotisk blævren hældes såvel boller som karry ud på den anrettede tallerken, og med det samme observeres en helbredsmæssigt gunstig proportion mellem kødboller og karrysovs. Det borger uden tvivl for kvaliteten, at kun fire kødboller var af tilstrækkelig beskaffenhed til at overleve kvalitetskontrollen. Ved første kødbollebid afsløres en blid og forbrugervenlig tekstur, som ikke decideret fordrer tilstedeværelse af tænder. Det er slet og ret slående hvor meget mundfornemmelsen af den individuelle kødbolle minder om indtrykket af retten generelt: Ris, sovs og bolle indgår som en del af en større fællesenhed som ellers kun opnås ved brug af en stavblender.

Rettens generelle smagsindtryk er et af overordentlig mild- og blidhed. Det kan garanteres at selv forbrugere som ikke holder af smagen af karry vil finde denne udgave tilforladelig - i hvert fald såfremt man er en ynder af den (også ækvivalent trendy) karrysalat, til hvilken smagen bærer en vis lighed. Er man begejstret for af det tredje krydderi vil Irmas boller i karry også score talrige point.

Sammenfattende har DIKUs dedikerede anmelderhold intet andet end håndtegn at smide efter dette produkt. Irmas ris og boller i karry er en oplagt måde at bryde ud af hverdagens gastronomiske trummerum og opleve en smule af det eksotiske østen på sin tallerken. For den ringe sum af 27 danske kroner kan denne ekstraordinære tur på smagskarrusellen afslutningsvis ikke kaldes andet end god kultur for pengene.

Pilen
Offline
Sv: Madanmeldelse: Irmas Boller i Karry

Men det er jo ikke blåt?
Så kan det ikke være en god oplevelse for brugerne.