Det skal være nemt for folk at slukke for strømmen efter sig, når de går. I dag har den adfærd tre udfordringer:

1. Man skal gå rundt til de enkelte enheder og slukke for dem.

2. Man skal overveje hvilke enheder der må slukkes og hvilke der skal stå tændt hele tiden.

3. Hvis man slukker en enhed ved at bruge enhedens egen funktionalitet til dette, sker det tit at enhedens strømforsyning forbliver tændt. Meget tit.

Disse tre problemer kan løses således:

Når bygningen opføres skal der etableres to elektriske linjeføringer i hvert lokale. Hvert elstik i væggen skal skiltes således at man kan se om det tilhører linjeføring 1 eller 2. Den ene linjeføring dedikeres til udstyr der skal stå tændt hele tiden. Den anden linjeføring dedikeres til udstyr som godt må slukkes når der ikke er brugere i lokalet. Når nyt udstyr bringes ind i lokalet vurderer man om det skal stå tændt hele tiden, eller kun når der er brugere i lokalet, og tilslutter apparatet til det kredsløb der passer dertil.

Vigtigst af alt:
Ved indgangsdøren til hvert lokale monteres en hovedafbryder der kan afbryde det elektriske kredsløb som er dedikeret til udstyr der godt må slukkes. Hovedafbryderen skal udstyres med teksten "Sluk mig når sidste mand forlader lokalet".

Således har man løst de tre udfordringer:

1. Man skal kun slukke ét sted.
2. Man ved at det udstyr man slukker netop er det som gerne må slukkes.
3. Enheder der er slukket på denne måde bruger ingen standby-strøm.